Min barndom og ungdom forløb ikke så dramatisk som det var tilfældet for min kære mand, Søren Kr. Risbjerg Thomsens vedkommende. Jeg voksede op i et trygt og godt hjem i Hellerød, Søndbjerg sogn på Thyholm. Min mor kom, da hun var 1 år gammel, til at bo hos sin gudmor og morbror, Dorthe og Niels Søgaard, der var barnløse. Sidstnævnte døde tidligt, men Dorthe Søgaard levede til 1887. Hun var højt elsket af mine forældre og søskende, da hun var et sjælden godt menneske, der blev til stor hjælp, da der kom børn. Sidsel Marie sagde, da hun var død, at nu kunne hun ikke blive glad mere. Altid var hun virksom med at passe børnene, når mor var optaget af arbejdet.

Min far var tømrermester Johan Kristian Damsgaard, som var kommet fra Snedsted, hvor hans forældre havde en gård. Først havde far købt et stykke jord der hvor nu Hvidbjerg station og hotellet ligger, men solgte det til en anden, som tjente store penge på det, men da var han flyttet ind i hjemmet i Hellerød, hvor nu en travl virksomhed udfoldede sig. Min far byggede mange huse og gårde, ikke blot i Søndbjerg-Odby kommune, men også i det store Hvidbjerg sogn med landsbyerne Barsbo, Kallerup, Smerup m. flere. Før vi vågnede var han taget af sted med sit værktøj på ryggen og der var jo ikke meget der hed cykler eller biler den gang. Kun hvis der skulle brædder eller færdige vinduer og døre med, kom der vogn efter ham. Han havde tidligere haft 3-4 svende, men da jeg var barn havde han kun 1 svend foruden min bror Kristen som var lærling.

De sov i overkammeret, som var et trin op fra dagligstuen, fordi det var indrettet over den store bageovn, hvor der blev bagt en hel del rugbrød og sigtebrød, når der var fyret op med tørv og brænde, som blev stablet op på en bestemt måde. Med ildrageren blev alt dette så raget ud og brødene sat ind; der var noget med at først skulle ovnen være sort, så hvid, så vidste man, den rette temperatur var nået. Det var meget spændende med alt dette bagerivæsen. Efter at rugbrød og sigtebrød var bagt, blev der "ildet" med halm og kartoffelrafter og ovnen fejet ren, og så blev plader med julekage og småkager sat ind. Navnlig før jul blev der gjort meget ud af det, og vi børn var meget interesserede i det, vi fik hver en "Vakand"¹, som vi selv formede, og vi var da også med til at lave pebbernødder. Mor bryggede også selv øl, hvortil maltet blev købt, og så blev det malet i en kværn, som stod i bryggerset.

Før jul blev der slagtet en gris, og om efteråret blev der købt et lam eller et "halvt får". Deraf fik vi bl.a. røget fårelår, som var godt til pålæg og tælle, hvoraf mor lavede lys. Det var meget interessant for os børn at se på. Tællen blev smeltet og hældt op i en kærne (vist den samme som blev brugt til at lave smør i) det skulle stadig holdes varmt ved, at der hældtes ny forsyning af flydende tælle i. De første lys var hvide og smukke, de blev gemt i chatollet i "den tynde skuffe". Ja, mor lavede et tredelt lys, Helligtrekongerslys; de sidste blev grumsede, men de kunne bruges i køkkenet.

Som man ser, var der meget for en husmor at gøre, så det var godt hun havde den kære bedstemor til at tage sig af børnene. Men Dorthe Søgaards gode hjerte omfattede også tiggere, som der var så mange af den gang. De havde altid kunnet få mad og husly hos hende, og den tradition førte min mor videre. Ikke blot tiggere, men også mange andre kom ind og fik en tår kaffe eller varm mad. Jeg husker Lars Kringel, Marianne og Jens Kr. Borre, Met Jensens Ane og Trine Adelsen, de sidste var fra Jegindø, og de fik sommetider lov at overnatte, når det var dårligt vejr og de var bange for at sejle over fjorden. Men den, der kom tiest, var nok Maren Poder, som boede i et elendigt hus, hvor hun havde et ildsted, hvorfra røgen skulle trænge ud gennem et hul i taget. Da det blev forbudt af brandsynet, lavede man en skorsten der udvidedes forneden til et "køkken", hvor Maren skulle lave sin mad, men det var jo et kummerligt køkken, hvor det regnede og sneede ned. Nej, fattigfolk havde det ikke godt den gang.

Jeg har et billede af min bedstemor, men det er min mors rigtige mor, Sidsel Marie. De boede i Søndbjerg og havde en landejendom, som min morbror Peder Kristensen overtog efter forældrenes død². Men han solgte den, og det var til mennesker, som ikke var gode mod Sidsel Marie, de lavede et hul i loftet (bræddeloft) hvor de så kunne udspionere hendes færden. Sådan gik det, når gamle mennesker blev "solgt" tilligemed huset.

Mor havde en søster, Else Katrine, der boede i Randers. Hun besøgte os en gang, og vi børn syntes hun var en meget fin dame, hun havde en lille fiks hat på og et fransk sjal. Mor gik altid med et uldent tørklæde til daglig og et silketørklæde ved festlige lejligheder. Så gik det sørgeligt, Else Katrines mand, som var skipper, døde ved en forgitningsulykke (kulilte) og så måtte hun gå på arbejde med vask og strygning og rengøring, om hun overanstrengte sig ved jeg ikke. Hun døde få år efter sin mand, og så kom deres 3 børn, Kristiane , Sine og Peter til Thyholm og blev fordelt mellem familiemedlemmer. Peter kom i smedelære hos smeden i Hellerød. Han kom hos os og købte mælk til smedefamilien for 8 ør. pr. l. Om han boede hos os husker jeg ikke rigtig, men han kom meget sammen med mine brødre Niels og Kristen. Niels var da i smedelære i Søndbjerg.

Far var jo meget optaget af sit arbejde. Han udarbejdede tegninger og overslag til forestående arbejder; først lavede han en tegning på et bræt, så overførtes det mere nøjagtigt til karton, vi fik blyantstumperne og tegnede efterligninger. Vi havde megen respekt for far og satte os ikke til bords, før han havde sat sig ved bordenden og et blik fra ham var nok som revselse, hvis vi var for snaksomme. Der var et smukt forhold mellem mine forældre, jeg har aldrig hørt dem skændes.

 

Nu må jeg tilbage til noget, som skete mange år før jeg blev født. Det første barn i hjemmet i Hellerød var en pige, som selvfølgelig blev opkaldt efter Dorthe Søgaard, den næste også en pige blev kaldt Maren Sofie efter fars mor. Hun blev kaldt Sofie, hun var et smukt og kvikt barn, men blev, da hun var c. 1 1/2 år gammelt angrebet af en hjernebetændelse, måske har det været meningitis. Hun led meget, så hun dunkede hovedet i puden og jamrede. Der blev sendt 2 køretøjer af sted for at kunne afløse hinanden. Den nærmeste læge var i Vestervig³. Men lægen kunne ikke gøre hende rask, men hun overlevede dog. En dag havde mor sat hende op på bordet for at klæde hende på. Dorthea løb uden for, og hun bankede på ruden og råbte: Sofie. Men barnet reagerede ikke. Nu blev mor klar over, at hun ikke kunne høre. De har sikkert henvendt sig til lægen i Vestervig igen, så han har givet dem anvisning på en professor i København. Far rejste så med båden, der fra Tambohus sejlede hele vejen Limfjorden igennem, ned over Kattegat, nord om Sjælland til København. Professoren sagde, at hørelsen var absolut og uigenkaldeligt borte, men der blev nu opført et døvstumme-institut i Fredericia. Når Sofie var 8 år⁴, kunne hun blive optaget der. Der kom så en "indkaldelse", og far sejlede atter ud gennem fjorden og afleverede hende der. Hun fortalte os, at hun blev så fortvivlet, da hun blev ladt ene tilbage mellem fremmede mennesker, så hun løb ned til havnen for at søge efter far. Hun boede på instituttet det første år, men kom så til at bo hos en madam Jensen og der var hun så, til hun blev konfirmeret da hun var 15 år. Hun har fortalt, at læreren indstillede børnenes tunge og læber i en bestemt stilling og fik dem til at frembringe lyde, hvis navne blev skre- vet på en stor tavle. Lydene sammen- fattedes til ord, og da hun første gang kom hjem, var jernbanen nået til Struer, hvor de hentede hende. Mor pegede på hendes mund, hvor der manglede en tand og til deres store glæde hørte de hende sige: "Forstanderen har taget den ud". Hun var vel undervist i alle fag, skrev ualmindelig smukt og kunne tegne mennesker så det lignede. Hun kom så i sylære hos vor kusine Karen i Styvel og blev en dygtig syerske. Men så blev hun gift, og hendes liv blev ikke en dans på roser. Hun fik seks børn, hvoraf de fire sidste døde som små og da den sidste døde, var hun selv dødsmærket af lungetuberkulose. Hun havde været på sanatoriet i Esbjerg, men kunne ikke reddes. Sidst jeg så hende, havde min bror Kristen og hans kone taget hende ind i deres soveværelse og plejede hende, til hun døde. Også fattigdom havde hun måtte døje. Da jeg besøgte hende sidst, tog hun sit linned op og viste mig sit udtærede legeme og så sagde hun: Jeg dør snart, men jeg er ikke bange, jeg skal nok hilse mor fra dig. Det var hendes barnlige tro på Gud, der bar hende gennem alle lidelser.

 

Tilbage til barndomstiden. Hvem der lærte mig at læse husker jeg ikke, måske det var Kristine, det var hende, der var så god til at rede mine krøller ud ved at hun lavede en historie om at vi gik til Hvidbjerg og nu var vi nået til Mosehuset og nu dertil o.s.v. Det var i hvert fald hende, der fulgte mig i skole den første dag. Læreren var vist på den tid gamle Bentsen, ellers var der skiftende hjælpelærere. Jeg kan huske, jeg tog min bibelhistorie med op til ham og læste et stykke som jeg holdt så meget af: Jesus sagde til to af sine disciple: "Gå ind i den by der ligger foran os, gå ind i et hus og sig til husbonden der: Mesteren vil gerne komme her og holde måltid med sine disciple, o.s.v..". Jeg fik ros og gik ned og skrev bogstaver og tal og hørte ellers efter, hvad der blev fortalt de større børn. Nu vil man jo mene, at en sådan skoleform med 3 år i 1. klasse og 4 år i 2. klasse var helt umulig, men faktisk lærte vi meget, især efter Astrup var kommet. Navnlig lærte vi meget dansk og regning og da vi kun havde få bøger hjemme hos os, kun en hylde over døren ud til køkkenet, hvor der stod en bibel og salmebog samt en prædikenbog, hvoraf far sommetider læste en prædiken for mor, ja så satte jeg mig til at regne og nåede i min skoletid frem til at regne kvadratrod og kubikrod. Siden blev der oprettet folkebibliotek og så læste vi alle, bl.a. Ingemans Romaner. Jeg kan huske, far en gang udbrød: Men læser vi da alle sammen?

Men så kom den svære vinter, da både far og mor blev syge. Mors venstre ben hovnede op i fodleddet og smertede når hun trådte på det, og far fik et dårligt knæ, der hovnede op og blev som et menneskehoved. Dr. Effersø i Hvidbjerg blev tilkaldt. Til mor sagde han, at det sikkert var en tuberkuløs betændelse, og at det var bedst, at benet blev amputeret, og fars knæ jog han en spids kniv i, så der flød blod og materie ud. Mor syntes, det var et frygteligt råd, han havde givet hende, og da samtidig "unge" Kr. Krabbe sendte bud, at han kendte en meget dygtig læge i Thisted, som han meget anbefalede, ja, så blev der skrevet efter min søster Dorthea, som så fulgte min mor til Thisted, hvor hun blev indlagt på sygehuset og blev der behandlet af den omtalte læge. Denne stillede en anden diagnose: Det var en gigtlidelse, som skulle behandles med dampbade. Efter c. 1 måneds forløb kom hun hjem og fortsatte med disse bade. Far havde lavet en kasse, som hun stak det dårlige ben ind i, og så stod der et koge-apparat, hvorfra en slange førte damp fra en kogende vandkeddel ind i denne kasse - en kur, som slet ikke hjalp.

Tidligere var der sket det, at jeg havde været ude at tjene, idet jeg sommeren 1900 tjente hos min bror Niels og hans kone Kristine, der var vor kusine. De havde to små børn, Niels Dueholm og lille Katrine. Der kom jeg til at arbejde mere end derhjemme. Jeg vaskede op, vaskede gulve og vaskede børnetøj. Kristine skaffede sig så lidt indtægt ved at vaske for nogle unge menneske - kommis'er og tjenestekarle. Da sommeren gik på hæld, længtes jeg så meget hjem, at jeg følte mig helt syg. Det var med stor, stor glæde jeg gik hjem med sommerlønnen, som var 12 kr mere, end der var lovet. Sommeren 1901 havde jeg ikke fast plads, men var hos Niels's, når der skulle brygges øl og vaskes storvask eller når de skulle på besøg hos familie og naboer. Men så var jeg i den store gård Helleris både i sommerferien og i efterårs- ferien, ikke for at feriere, men for at hjælpe fru Riis, så pigerne kunne hjælpe til i høsten begge to, og om efteråret skulle den ene af pigerne ha' et barn. Der var 3 drenge: Kristian, som senere fik gården og blev gift med "Tulle" Astrup, Per Svendsen og Adelbert. Den lille lå i barnevognen. Han blev kørt ud til mig for at blive vasket og klædt på. "Kirstine skal hvile sig", sagde Kr. Riis. Han var c. 60 år, og hun var halvt så gammel. Foruden at passe børn hjalp jeg til med alt forefaldende arbejde. Om formiddagen blev der lavet god kaffe, som jeg så fik noget af, grumset heraf blev samlet i en krukke, og det blev der lavet noget opkog af til folkene om eftermiddagen. Jeg så engang een af dem hældte den ud ad vinduet. Engang blev jeg pålagt et arbejde, som egentlig var misbrug af et barn, jeg blev sendt til Brugsen i Søndbjerg med to store kurve fulde af æg, og så skulle jeg have 12 tallerkener med hjem. De var hvide med blå kanter. Aah, hvor mine arme smertede bagefter. Der var nok en afstand på c. 1/2 mil.

Tilbage til den triste vinter 1902, da jeg skulle gå både i skole - 4 dage om ugen - og til konfirmations-forberedelse 2 dage ugentlig. Gennem skolekommissionen blev det ordnet således, at jeg blev fri kl. 11 for at gå hjem og lave middagsmad under min syge mors vejledning derefter tilbage til skolen. Når jeg kom hjem igen, var der nok at tage fat på. Vore husdyr skulle jo også passes. Der var både grise, køer og høns. En dag var jeg efter skoletid ved at muge i stalden, men stod og lyttede til børnenes glade råb nede fra gadekæret⁵, hvor de løb på isen. Da kom Folmers far på besøg, og han sagde: Løb de bare derned, så skal jeg ordne dette her.

Far blev efter en tid så rask, at han kunne overtage pasningen af dyrene, men med mor gik det stadig tilbage. Min konfirmationsdag blev fejret i stilhed, der var vist kun Niels og Sofie⁶ samt deres ægtefæller og børn, ja, Kirsten, som da tjente hos Mikkel Møllers, havde bedt sig fri fra lørdag aften, så hun kunne være derhjemme og ordne både malkning og morgenmad. Sådan var hun altid, f.eks. da Sofies lunger var blevet dårlige gik Kirsten derhen (efter at hun var færdig med sit arbejde i præstegården, hvor hun i 3 år var stuepige) og vaskede storvask. Jeg synes ikke selve konfirmationsdagen blev så højtidelig for mig, som jeg havde ventet, for jeg havde været glad for undervisningen hos provst Paludan, jeg kan endnu huske enkelte ting, som han fortalte os. Nu kunne jeg så blive hjemme og passe mor så godt, som jeg kunne, men hun begyndte at blive så underlig, ville f.eks. ikke have skiftet lagener på sengen og så en dag, da jeg var ved at skure gulvet i sovekammeret, sagde hun: "Ellen, jeg har ingen ben". Jeg for hen til hende og viste hende, at hun tog fejl, men fra den dag af talte hun i vildelse. Dr. Effersø blev igen tilkaldt, han sagde blot: "Benet skulle have været amputeret, nu er konen sindssyg". Mor havde selv talt om, at hun snart skulle dø, og hun blev fortvivlet over at skulle forlade far, som snart var 70 og Hanne og mig, som var knap 11 og lige fyldt 15. Hun syntes, det var så svært at tro, og dog holdt hun så meget af mange salmer, i sær "Under dine vingers skygge". Jeg tror, hun havde det som den mand, der sagde til Jesus: "Herre, jeg tror, hjælp min vantro". Det var vel nok far, der underrettede mine søskende om, at det snart ville være forbi. De kom alle hjem, og vi skiftede til at våge, også Kirsten kom, så vi var alle samlet om dødslejet, kun Marie kom lidt for sent. Jeg husker, hun kastede sig grædende over mors døde legeme. Mor døde 3. april 1903. Ved begravelsen var vi alle 9 samlet med far. Det var første gang det skete. 2. gang var ved fars begravelse i februar 1916.

Hvor havde Niels være god mod mor, han havde købt en lænestol til hende, og han kom hver aften efter arbejdstid og så til hende. Der kom tit naboer og bekendte, som hørte til Indre Mission, og den måde, som de talte på, var ikke til hjælp for mor, tværtimod. Hvis der var kommet mennesker af et grundtvigsk livssyn, tror jeg, de bedre kunne ha' vist hen til Guds barmhjertighed, også mod dem, der kæmper med tvivl.

Selv om provst Paludan hørte til Indre Mission, var han ikke af de strengt dømmende, og han og hans familie viste megen godhed mod mig, især senere, da jeg var kommet på seminariet i N. Nissum, men derom senere. Efter mors død blev jeg "husbestyrerinde" derhjemme, og skulle jo også være med til at opdrage Hanne. Far passede stadig sit håndværk og var meget borte fra hjemmet, så Hanne og jeg var meget alene, og det skete, at vi blev uenige, men alligevel blev vi i disse år knyttet stærkt til hinanden. Hun sagde engang, at jeg var de eneste menneske Johs. havde været skinsyg på. Da Hanne blev født, kunne mor godt mærke på de store søstre, at de syntes, at børneflokken var stor nok, og så blev hun den, som vi alle holdt mest af. Hun havde mors klare øjne og varme hjerte.

Når jeg gik alene, mens Hanne var i skole, gik jeg og lavede vers; bl.a. Davids 103. salme omsatte jeg i vers uden at vide, at det er gjort meget bedre af Grundtvig i 1836 i den nuværende salmebog no. 3 og af Brandt i 1888 no. 24. Ligeledes skrev jeg et langt digt om mig selv og mine fremtidsudsigter. Niels læste det og var helt imponeret. Da en tid var gået, brændte jeg det altsammen. Måske fordi jeg havde oplevet så meget alvorligt, gik jeg som noget selvfølgeligt i kirke og især til provstens ungdomsmøder og følte aldrig lyst til at slutte mig til den kreds, der gik til bal og andet sjov.

Jeg havde holdt meget af at gå i skole og bestemte allerede som barn at jeg ville være lærerinde. Men hvordan skulle jeg skaffe penge til det? Når jeg talte med far om det, syntes han, det var helt umuligt. Han havde altid tænkt, at han havde arbejdet så hårdt hele sit liv, så han kunne blive fri for at søge alderdoms-understøttelse. Alligevel lånte han mig 300 kr. Men så måtte jeg prøve den udvej, som flere ubemidlede hjemme i sognet havde benyttet, nemlig at bede venlige mennesker om at låne mig mindre beløb som 25-50 kr el. mere. Den rige Hanne Lund i Østergård i Søndbjerg sagde straks, at hun ville låne mig 200 kr.- Den eneste, som far spurgte, var P. Josefsen i Rokkær, han havde været tømrersvend hos far i 6 år og mine forældre havde sat stor pris på ham. Han var gift med Inger Marie f. Riis, altså fra Helleris. Han sagde, jeg kunne jo komme derned så kunne vi snakke om det. Men ak! Konen trak ham ud i køkkenet, og da han så kom ud i bryggerset, hvor jeg underdanig ventede, gav han et valent svar, som intet lovede. Da jeg gik derfra, græd jeg og bestemte, at jeg ville ikke spørge flere. Jeg gik ind hos husmand Maar Jensen, hvis plejedatter Sine var min jævnaldrende. De gav mig kaffe og trøstede mig.

Imidlertid var der sket det, at det var blevet bestemt, at søster Marie og hendes mand Peter Lundberg som boede i Esbjerg, hvor det ikke gik så godt for dem, at de skulle flytte hjem, og far skulle så flytte ind i den lille lejlighed, hvor mors gamle fætter⁷ boede indtil han døde i maj 1904. Han hed Peder Led og havde fået lov til at bygge noget til vores stuehus og købte i mange år middagsmaden hos os for 16 øre om dagen. Senere fik han hele kosten. Han havde en hjerneblødning første gang, mens jeg var i Helleris, og fra da af havde han glemt navn på alt og alle. Engang kom han og ville låne en ting, men kunne ikke forklare hvad det var; endelig sagde han: "Den skal være så smal som en tørv". Endelig fandt jeg ud af, at det var en theske. Hver aften før vi gik i seng, gik jeg med lygten gennem storstuen ind for at sige god nat, og hvis Hanne var med, blev han glad. Han ville altid vide, hvad klokken var, men brugte mærkelige spørgsmål derom. En aften lød det: "Hvor gammel er din so?" - Han havde været meget stridbar, havde ført flere processer og havde forgæves prøvet at bo hos sin eneste søn, siden hos en søster og hos en familie Jepsen på Jegindø. I sin svækkede tilstand foretog han sig mange mærkelige ting f. eks. da han sprættede en dyne op og puttede fjerene i en pose, han havde syet. Dynevåret vendte han vrangen ud på og gik så ud og rystede resten af fjerene ud på marken, så jeg måtte pille fjer af hans hår og skæg og ude i græsset. Engang gav han 300 kr. (eller var det mindre?) som vi skulle ha' for at passe ham i hans sidste tid. Men så hentede han pengene hjem, når det var tordenvejr, og til sidst beholdt han dem, hans svigerdatter fik dem, da han var død. Han døde 4. maj 1904. Da havde han også haft en hjerneblødning og lå på gulvet, da jeg kom derind. Min forskrækkelse gav mig kræfter, så jeg løftede ham op i sengen. Da var han lammet i højre side, men med venstre hånd tørrede han en tåre af min kind. Trods sine særheder havde han været som en bedstefar for Hanne og mig.

Min søster Marie og hendes mand Peter Lundberg havde lært hinanden at kende i Sønderjylland, hvor de begge havde tjent i gårde. Efter at have holdt bryllup, havde de bosat sig i Esbjerg, hvor han mest var beskæftiget med arbejde ved havnen og hun havde udsalg af mejeriprodukter. Efter mors død fandt jeg et brev, hvor hun fortalte vore forældre, at han havde en fejl, som enkelte gange tog magt over ham, men nu havde han bestemt lovet, at det ikke skulle ske mere. Det var spiritus-misbrug. Alligevel gik det ikke. Far og bror Niels bestemte så, at det skulle tilbydes dem at overtage hjemmet i Hellerød, hvor P. Led havde boet. Peter var en dygtig arbejder, og folk ville gerne have ham, men han kunne ikke indfri sine løfter, han søgte sammen med de, der havde samme svaghed. Engen, som vi altid havde holdt så meget af, solgte han for 1.000 kr., og da disse penge var brugt, kunne han ikke klare udgifterne mere. Vort kære barndomshjem blev solgt, og far flyttede ned til Niels og Kristine og medbragte kun møbler til en stue samt sit værktøj og sin høvlebænk, som Niels efter Fars død var god til at drage nytte af. Niels havde da solgt sin smedeforretning og havde købt en lille gård i Søndbjerg, og hos dem blev vi søskende altid modtaget gæstfrit.

Marie og Peter Lundberg flyttede til Varde og han kom til at arbejde hos min broder Kristen, og Marie havde en lille grønthandel i en kælder, hvor de også boede. Den sidste gang jeg besøgte hende, var hun meget syg, 39⁰ feber om morgenen. Det var en tuberkuløs lidelse i hofteleddet, hun led af. Svigerdatteren Julie har fortalt mig, at kort før hun døde, sagde Peter til hende: "Jeg har da vist ikke været god nok mod dig Marie". Nej, sagde hun, "men jeg har tilgivet dig". Datteren Helga, der i mange år har boet på den udtørrede Lammefjord, har givet ham et smukt eftermæle. Det kan læses i bladet "Familien Damsgård m.fl.".

 

 

...(her mangler et blad. Der er ikke givet nogen forklaring herpå. Teksten fortsætter øverst næste side)...

...men det hænger nok sammen med, at Valdemar Hansen, som ejede det meste af jorden, havde lagt servitut på den, nemlig at der ikke måtte sælges spiritus. Også Sofies mand var svag over for bayerskøl, og det forbitrede også hendes liv og blev skyld i deres fattigdom. Hun døde i en alder af 38 år. Derfor kom jeg til at hade spiritus, og Kristian så på det spørgsmål ligesom jeg. Han havde en svoger, der havde det sammen problem. Når han havde været i S.Omme og solgt en gris eller et andet husdyr, blev pengene brugt på kroen. Men så skete det, at K.s søster Dagmar havde lovet at låne ham nogle penge - hun havde plads som tjenestepige - de skulle mødes i Skarrild missionshus. Men der blev talt noget, som greb ham, så han blev omvendt og var fra den dag ædruelig. Disse forskellige oplevelser bevirkede, at vi aldrig havde spiritus i huset, heller ikke når vi havde barnedåb, konfirmation, sølvbryllup, guldbryllup, diamantbryllup, og heller ikke da først Hanne og senere Kirsten holdt bryllup i vor skolestue og blev viet i den lille Tingjellinge kirke.

Far syntes det ville være godt for mig at få en plads, hvor jeg kunne lære noget husvæsen, og jeg fik så plads hos gårdejerske Laurine Harregård, der var enke, men havde adopteret sin afdøde søsters to børn Møller og Cecilie - men som blev kaldt Cili. Jeg flyttede deril 1. maj 1905, og næste dag var jeg med i marken og lagde kartofler, som Møller så med ploven tildækkede. Så fulgte arbejdet med at sprede gødning, senere skulle der luges roer, vi kravlede række op og række ned, sikke ømme knæ man fik, selv om man havde et sækkelærrerdsforklæde på. Så kom høhøsten, hvor jeg lagde læs på, som det hed, senere kornhøsten og så til sidst skulle der tages roer op. Mens vi var i gang med det, blev jeg syg, og havde meget ondt i halsen. Af husligt arbejde havde jeg på det tidspunkt kun vasket gulve og vasket op. Laurine var ellers en god madmor med kristelig indstilling. Engang kom jeg til at slå 3 daglige tallerkener itu, da jeg ville sætte dem op i tallerkenrækken over bryggersbordet. Hun sagde blot: "Det var godt, det ikke var mig selv, der gjorde det, for så ville jeg nok have ærgret mig over det." Hver dag, når vi havde spist davre, læste hun et afsnit i en dagbog. Men så kom altså det uheldige, at jeg midt i en travl tid blev syg. Først prøvede de at kurere mig ved at pensle mig i halsen med petroleum, men da det ikke hjalp, blev de enige om, at der skulle hentes læge. Efter at Møller var kørt med dette formål, blev de to kvinder bange for, at huset måske skulle desinficeres, og det kunne være ødelæggende for møblerne. De sendte så Villads - tjenestedrengen - af sted ad en genvej for at kalde Møller tilbage, men det lykkedes ikke at nå ham, så lægen kom og erklærede, at det var halsbetændelse og ikke difteritis, som de havde frygtet. Lægen sørgede for, at der blev sendt noget gurglevand, men den første flaske gik itu under forsendelsen, og en ny blev sendt fra Hvidbjerg apotek, og da den kom, var jeg i marken og tog roer op. Sådan gik den sommer, da jeg skulle lære husvæsen. Det blev til et landbrugskursus. Hvordan god mad skulle laves, lærte jeg kun ved at spise den gode mad, som vi fik. Så var sommeren forbi, og jeg fik den aftalte løn, 50 kr., som jeg staks bestemte skulle bruges til en sommerfrakke, der skulle købes, inden jeg skulle på seminariet.

Nu stod jeg i en vanskelig situation: Hvor skulle jeg bo? Jeg skulle nu begynde på at blive forberedt til optagelse på seminariet? Astrup havde tilbudt at læse gratis med mig, jeg skulle så være med ved undervisningen 3 timer hver dag, og bagefter skulle jeg høres i lektierne. Bøgerne var købt inden jeg flyttede til Serup. Hanne skulle om efteråret begynde at gå til konfirmations-forberedelse. Hun boede i overkammeret derhjemme. Niels spekulerede på at indrette et værelse til mig i sydgavlen, men det ville blive for dyrt. Men så viste min madmor Laurine Harregård, at hun havde et godt og hjælpsomt sind. Hun sagde: Vi behøver faktisk ikke pigehjælp om vinteren, så du kan godt blive boende her, hvis du bare hjælper til, når der skal tærskes, vaskes storvask og så kan du holde Villads kammer i stand. Om jeg skulle hjælpe med ved malkningen, husker jeg ikke, men i så fald var det kun et par køer. Vi havde hidtil været 3 om dette arbejde: Møller, Cilli og jeg. Om formiddagen var det kun i køkkenet, der var varme, altså fra komfuret, der sad jeg så og læste, mens de to kvinder havde travlt i køkken og bryggers. Om eftermiddagen gik jeg så til Hellerød skole og var med til undervisningen, og efter skoletid hørte Astrup mig i mine lektier. Om aftenen sad jeg i stuen sammen med de andre og læste. Varmen var dyr på Thyholm. Skov eller plantager fandtes ikke, heller ikke tørvemoser. Alt brændsel blev købt fra de store moser på Skiveegnen.-

En dag sagde Laurine, at hun ville forære mig en ny vinterkjole, jeg kunne få min veninde Else Larsen til at komme og sy den. Stoffet blev købt, og Else kom og var et par dage og syede kjolen, om natten lå hun sammen med mig i kammeret. Men så skete det uheldige, at Møller forelskede sig i hende og friede til hende. Else var ikke interesseret og sagde nej. Ti år efter gentog han frieriert, men fik atter nej. Der blev fortalt, at han som soldat i Viborg havde været forlovet med en gårdmandsdatter fra Boddum, men hun havde svigtet ham og var blevet gift med Kr. Gade fra en stor gård i Odby.

I påsken kom der en kone Anne Aalkær på besøg. Hun må have sagt noget om mig, jeg fatter ikke hvad, men de talte ikke til mig en hel dag. Det var netop Langfredag, så jeg kom til at tænke på salmens ord: Langfredag var en bitter dag. Denne kone boede nær ved søster Sofie, som hun undertiden besøgte. Jeg tænker mig, at hun har givet udtryk for, at Sofie havde sagt, at jeg havde sagt noget ufordelagtigt om dem. Og det ved jeg bestemt, at ingen af os havde gjort. Nå, de tøede da op igen.

1. maj blev min kommode, (som far lavede den vinter, da jeg gik "til præsten")⁸ ned hos moster Kirsten og mig kørte han⁹ til "Møllevejen", hvor han skulle dreje til højre, men da han tog afsked, blev han ved at se bedende på mig og holde min hånd fast, som om han aldrig ville slippe den. Jeg stod og ønskede, at han ville give slip, for jeg havde aldrig mærket, at han havde interesse for mig som han havde haft det for Else. Jeg tolkede det som længsel efter en kvinde. Efter min bror Niels's udsagn blev han dog senere gift og fik en arving.

I den første ferie i min seminarietid blev jeg indbudt til at bo hjemme i præstegården i Søndbjerg, fordi jeg led så meget af søvnløshed. Jeg blev derfor eksamineret en måned før de andre. Jeg gik da til Serup for at besøge familien Harregård. Da var Cicilie død og de sørgede meget over det. Hun havde absolut villet sortere nogle kartofler, som lå på ladegulvet; hun havde derved pådraget sig en lungebetændelse, som man dengang ikke havde noget middel imod. Jeg har kun gode minder om hende, hun var så reel i hele sin færd. Laurines godhed strakte sig også til Møller og Cillis søster Else, som var gift med en arbejdsmand i København. Hun var der en måned i sommerferien med tre børn, Ejnar, Ninna og Rosa. Da var den fine stue lavet om til soveværelse. Sidste gang jeg så Møller, mødte jeg ham uden for Uglev på vej til Søndbjerg. Da havde jeg en lille pige ved hver hånd, og Erik bar bagagen.

_________________________

1.

Kælenavn til and (jævnfør 'rapand'). Også kage (af den sidste dej) af form som en and, der bages til børnene (Ordbog over det danske Sprog - Historisk ordbog 1700-1950) (SDLs bem).

2.

Åbenbart efter faderens død da moderen stadig var i live (SDLs bem).

3.

26 km fra Hellerød (SDLs bem).

4.

Sofie var født d. 29.02.1872 og blev 8 år i 1880, men skolen blev først færdig i 1881. Sofie er velsagtens startet der som 9-årig på skolens første elevhold (SDLs bem).

5.

Det omtalte gadekær ses øverst i midten af billedet af Hellerød by (SDLs bem).

6.

Men jeg fik gaver fra alle mine søskende (ERT's bem).

7.

Peder Led var Ellens mormors fætter (SDLs bem).

8.

Dette er ordret afskrift. Ordet "sendt" formentlig udeladt (EDHs bem).

9.

Hermed henvises til ovennavnte Møller, jf. det følgende (EDHs bem).

På seminariet var jeg til optagelsesprøve 5. og 6. juli og blev optaget. Astrup fulgte mig selv derover, han havde selv seks børn, som skulle have en uddannelse. "Søster" som var min kære veninde, tog lærereksamen i Århus, hvor hun havde en moster, som hun boede hos. Vi står stadig i forbindelse med hinanden. Holger tog eksamen i Nr. Nissum, Svend er læge i Odense, og den yngste, Poul er professor. Jeg har set ham i fjernsyn og kunne se, at han lignede sin far. Det er vist tobakkens skadelige virkninger, han arbejder med.

1. september 1906 begyndte så undervisningen på seminariet. Jeg kom til at bo hos Kr. Lilleøre. Folk, der boede i nærheden af seminariet, havde indrettet 2 små værelser i hver loftsgavl. I et sådant lille værelse kom jeg til at bo ved siden af Laura Bisgaard, en gårdmandsdatter fra Ejerslev på Mors, der ligesom jeg var blevet optaget ved prøven og ikke havde gennemgået forberedelsesklassen, hun havde været et år hos lærer Fr. Madsen i Vejerslev. Han kom siden til Brede; jeg har engang hørt ham fortælle meget interessant i radioen om det gamle og det ny Brede. Han var da over 100 år og er vist død nu, efterladende sig sønnen, den kendte kommunist Karl Madsen.

Senere kom Anna Petersen fra Struer til at bo i den modsatte gavl, og vi tre piger kom til at have det meget rart sammen, så der passede det gamle ord ikke (det duer ikke med 3 hjul til en gig). Laura fik gode sendinger hjemmefra både frikadeller og andre "godbidder", og hun delte "broderligt" med os to kammerater.

Det første år begyndte undervisningen kl. 7 om morgenen, og så var der morgen- andagt i første frikvarter. Næste år blev det ordnet sådan at vi begyndte med andagt kl. 7 3/4 og så havde vi timer indtil kl. 1, dog afbrudt af et frikvarter, hvor vi kunne løbe hjem til "Korinth" og sluge et stykke mad. Vores madvarer blev opbevaret i min nederste kommodeskuffe. De fleste købte fuld kost i et af pensionaterne.

Jeg havde meget lidt kendskab til botanik. Det var egentlig kun, hvad jeg havde lært af forskrifter i en skrivebog, hvor planterne omtaltes i alfabetisk orden f. eks. Anemoner pryder skoven i forårstid, Bulmeurt er en meget giftig plante, Cedertræ vokser på Libanons bjerge, Dunhammer har store valseformede aks osv. Nu kom jeg så til at lære botanik og var meget interesseret i dette fag. Ligeledes havde vi i skolen en skrivebog med "bevingede ord" som forskrifter, f.eks. "Cartago bør ødelægges", Cato den ældre, - "Terningerne er kaste", Cæsar ved Rubico, - "Nu er så også denne arm? min", Napoleon 1802.

Jeg nød den verden, der åbnede sig for mig i de forskellig fag. Men desværre gik der kun en måned, så begyndte den fjende, som jeg hele livet måtte kæmpe imod, nemlig søvnløshed. Hele natten kunne jeg ligge og vente på søvnen, som ikke ville komme, og det var jo ikke fordi jeg overanstrengte mig eller sad længe oppe. Jeg gik til lægen i Lemvig, som gav mig recept på en flaske bromcalium, men det hjalp slet ikke. Værst var det, når en eksamen skulle foregå den følgende dag, så sov jeg slet ikke, gik så til vor dansk- og historielærer cand. theol. Strøm, som gav mig et beroligende middel, og så gik det fint. Oprykningsprøven 1907 måtte jeg gå til uden repetition, da cand. Strøm havde truffet en ordning med provst Paludans i Søndbjerg om, at jeg skulle bo der en måned. Der blev jeg behandlet, som jeg var en højt betalende pensionær; de mente nemlig, at hele misæren kom af, at jeg levede alt for sparsommeligt. Det tror jeg nu ikke, for lige som Laura og Anna købte jeg hver dag middagsmaden, det første år hos Kr. Lilleøre det andet år hos "Moster" og det sidste år hos en dame, som havde været husbestyrerinde hos pastor Johansen i Ræer. Præsten var blevet gift med en lærerinde Kristiane Risbjerg, som var kusine af min mand. Allerede det første år begyndte Kristian og jeg at få interesse for hinanden, og blev hemmelig forlovet, men vi kom ikke meget sammen. K. Kom og hentede mig om aftenen og så gik vi en tur sammen og stod lidt og snakkede sammen ved gavlen af et hus, hvor der ikke var vinduer.

Så kom 2 skoleår, og da det var slut, skulle vi op i 7 fag: Regning, mathematik, tegning, skrivning og fysik samt geografi og naturhistorie. Skønt jeg ikke sov natten før de skriftlige opgaver, gik det så fint, at jeg kun manglede 1/3 point i at ha' rent ug i gennemsnit. Vi havde glædet os til at få lærer Maarbjerg til lærer i psykologi og praktik, men han rejste til København for at dygtiggøre sig yderligere, men der blev han angrebet af sukkersyge og fik aldrig sin tidligere stilling tilbage. Da vi var i Nr. Nissum til 25 års jubilæum, havde vi inviteret ham med. Han boede nemlig i cand. Strøms tidligere hus, som han havde arvet. Jeg læste engang en udtalelse af ham: "Næst mine kære forældre, skylder jeg cand. Strøm uendelig meget." Nu gik han og støttede sig til en cykel, fordi hans fødder var dårlige. Han hed Elias M., og jeg hørte engang en ung mand sige, da han skulle i 3. klasse: "Ja, nu skal vi til at gå frem i "Elias ånd og kraft", som der står i gl. testamente om profeten Elias. Heldigvis havde han udarbejdet nogle udmærkede oversigter over de førnævnte fag. Dem overtog vi af dimmitenderne 1908. De var hektograferede, men de var så gode hjælpere, at de burde have været trykt. Candidat Strøm var den der virkede mest opdragende på os. Altid var han på katedret, når der blev ringet ind og han forlangte, at eleverne også skulle være på deres pladser og ikke komme drattende pø om pø. Engang prøvede to elever i klassen over os at bryde denne regel, men så sagde kandidaten ganske roligt: "Ja, da alle var forsamlede, trådte de kongelige ind". De gentog ikke forsøget.

Jeg glemte at fortælle, hvor trist det gik for flertallet af vi 5 piger i klasse B. Frk. Hess Nielsen, der havde været privatlærerinde og højskolelærerinde, blev slet ikke indstillet til eksamens første del. Klara Sørensen, som havde både forskole- og privatlærerindeeksamen og havde undervist på Lyngby højere Døtreskole, fik tg i regning og det havde hun ikke fået, hvis Kristian ikke havde undervist hende i mange timer. Anna Petersen ligeledes tg. Men jeg fik ug ligesom P.A. Petersen, der også var fra Thy. Hun var umådelig hurtig til hovedregning, det var jeg ikke, men de (censorerne) var tilfredse, når man straks forstod opgaven og vidste, hvordan den skulle regnes. Men stakkels Laura satte sig til at græde den dag vi sad i gymnastiksalen i passende afstand fra hverandre. Hun havde tit forsømt første time, hvor vi tit havde regning. Hun sagde, det var blegsot, der var skyld i, at hun var så træt om morgenen. Hun fik at vide, at hun måtte rejse hjem og så gå II klasse om. Det gjorde hun så og fik en pæn eksamen. Heldigvis havde hun råd til dette ekstraår. Det havde været værre om det havde været Anna eller mig, der begge havde lånt pengene til læsning. Laura var ellers stor stilist og meget dygtig til at skrive vers. Engang havde vi en prøve i mathematik, altså ikke eksamen. Vi sad ved siden af hinanden og da Laura ikke kunne løse opgaven, skrev hun af efter mig. Så skrev hun neden under:

Hun havde en ualmindelig smuk skrift, så lærer Olesen er nok blevet formildet. Laura kom altså ikke til at følge med os andre ind i 3. klasse, så nu kunne vi ikke længere læse lektier sammen, som vi ellers for det meste havde gjort, men hun kom stadig med ved vore sammenkomster og er stadig medlem af vor vandrebog-forening.

Det var som om lærerne i 3. klasse ventede og krævede mere modenhed af os. Vi skulle ikke blot skrive danske stile, men også religiøse og pædagogiske stile samt lære at lave disposition over et emne, så vi delte stoffet i afdelinger og underafdelinger o.s.v. Til eksamen i religiøs stil fik vi opgivet emnet: "Guds retfærdighed". Vi medbragte bibelen, men jeg tror, vi alle følte os vanskeligt stillet og sad og grublede over, hvordan vi skulle gribe sagen an. Lærer Møller fra Vestre Skole havde tilsyn, og han gik rundt og hviskede nogle råd til os. I dansk stil fik vi et dumt spørgsmål at besvare: Hvad forstås ved "godt kammeratskab? Hvilke farer og hvilke fordele medfører det?". Det er jo dumt, fordi der altid vil være en fordel, hvis det virkelig er godt. Nå, eksamen fik da ende, men strengt havde det været, især fordi jeg måtte kæmpe med søvnløshed, der bevirkede, at jeg slet ikke sov natten før en skriftlig prøve. Det viste sig, at jeg stadig havde ug? i gennemsnit, men da jeg havde 0 i sang, blev det til mg i hovedkarakter. Nogle år efter blev sangen fjernet fra fagkredsen, og jeg kunne så have indsendt mit eksamensbevis og ha' fået det forandret, men da var jeg gift og havde børn, så jeg gjorde ikke noget ved den sag.

Jeg gik til forstanderen og bad om en anbefaling. (Han skrev den selv, mens han ind imellem til sin sekretær dikterede en anbefaling for Pastor Stenfeldt-Mathiesen, som havde været kapellan hos ham). Den lød således:

Det var nu alt for store ord. Det opdagede jeg snart.

Da jeg tiltrådte min første plads som vikar i Vejstrup syd for Kolding, kom pastor Rasmussen og hans søn, den 10-årige Niels Jørgen (senere provst Rald) og hentede mig ved dagvognen. Præsten sagde med sin dybe stemme: Kan De svare til de karakterer og anbefalinger, De har? Jeg blev så forbløffet, at jeg knap nok ved, hvad jeg svarede. Det var nok noget om, at det kunne jeg vist ikke, men jeg ville gøre mit bedste. I min iver for at komme i gang havde jeg søgt denne plads, det var ellers en vikar i et tredielærer-embede. Sagen var, at de hver vinter havde måttet give en kone i sognet 50 kr. for at undervise pigerne i 3. og 4. klasse i håndarbejde. Nu fik de en chance for at spare disse penge, fordi jeg kunne undervise disse piger, medens Andenlæreren havde drengene i gymnastik. Det blev et strengt job: 18 piger skulle sy særke og 17 skulle strikke. Det var nærmest en umulig opgave især i december og januar, da timerne var på 45 minutter. Lønnen var beregnet på 800 kr. Om året, så jeg fik at vide, at jeg straks kunne gå op til sognerådsformanden og hæve 66 2/3 kr.-

Sognet var et af de 8, der forblev dansk, da Tyskland efter krigen i 1864 tog det øvrige Sønderjylland. Da præsten den første dag fulgte mig op til skolen og ind i 3. klasse, hvor jeg skulle være klasselærer, tog han protokollen frem og gjorde mig opmærksom på, at meget få børn havde efternavne, der endte med "sen". De hed Bruhn, Grøn, Fischer, Raffnsøe o.a. Sognerådsformanden hed Graff. Slesvig-Holsten havde aldrig haft den lov, som rådede i det øvrige Danmark, at et barn skulle have faderens fornavn med et sen bagefter. Mine ældste søskende var døbt Damsgaard Kristensen, men vi fik ved kgl. bevilling - som kostede 33 kr., lov til at hedde Damsgaard. Der var ingen, der kendte min Far under andet navn.

Så begyndte jeg min gerning i Vejstrup skole, og jeg fandt den ikke let. Jeg var kun 21 år og vel nok umoden. Hjemme på Thyholm gik vi til møde i missionshuset, men der var ikke noget, der hed foredragsforening el.l. Klasserne var som før omtalt meget store, der var i alt 6, deraf de to yngste i forskolen, der lå for sig selv og var af nyere dato. Førstelærer Bundgaard var en meget dygtig lærer, der blev mig til stor støtte. De fleste timer havde jeg i de ældste klasser, bl.a. regning, tegning, geografi og naturhistorie. Skolen havde /en/ samling af udstoppede fugle og også nogle fysiske apparater. Lærer Kirkegaard, som vi havde haft i sidstnævnte fag, havde været meget forsømmelig med at lære os brugen af disse, så jeg følte mig usikker i faget og var glad, da andenlærer Grell overtog det. Min forgænger lærer Østergaard havde til tegnetimerne fået lavet nogle modeller næsten ligesom dem vi havde på seminariet, de skulle stilles op på taburetter midt i klassen og så skulle bordene rykkes ud i en rundkreds, så alle kunne se dem, men det var meget upraktisk og gav anledning til meget postyr, så jeg slog ind på den skik at stille en genstand f.eks. en udstoppet fugl eller forskellige ting som en vase, en kaffekande o.a. på katederet, ligeledes var der nogle tavler med dyrebilleder, f. eks. en hoppe med et føl o.l. Disse ting var børnene mere interesserede i at tegne, og nogle gjorde det med kunstnerisk begavelse, som f. eks. Thyra Thycsen, der tegnede en ørn, der havde det skarpe blik, som en rovfugl har, og Ejnar Egsgaard, der ligeledes tegnede hoppen med føl og andre ting. Det glædede mig at læse /i/ Arnold Vangs lille bog¹⁰ om kirken i Vancouver i Kanada, at det første udkast til den var tegnet af Ejnar Egsgaard. Hans yngre søster Valborg var også meget begavet, hun kom også til Amerika, hvor hun omkom ved en ildebrand. Søsteren Signe var meget tilbage i udvikling. Hun kunne ikke klare sig i tilværelsen, men endte på Bregninge åndssvage- anstalt, da begge forældrene var døde. Hendes faster, som var husbestyrerinde i hjemmet i Vejstrup, men siden boede i Filskov, fortalte mig, at Signe var lykkelig, hun havde nogle piger, som hun tog sig af, stoppede deres strømper og lærte dem det.

Jeg har sådan et godt billede af skolebørnene i Vejstrup, jeg kan huske navnet på mange af dem. Jeg blev jo nemlig konstitueret i tredielærer-stillingen, som for min skyld blev omdannet til lærerinde-embede, så autoriteterne har vist bedømt mit arbejde mildere end jeg selv gjorde. Det var af stor betydning for mig, at Bundgaard og hans familie var så flinke imod mig. Jeg købte middagsmaden hos dem for 10 kr. om måneden, og om søndagen vankede der også eftermiddags- kaffe og aftensmad. Ligeledes drog de mig med ind i deres omgangskreds, så jeg bl.a. kom med til bryllup i Søndergaard, da datteren Sara blev gift og ligeledes hos gårdejer Bruhn i Vejstruprod (?), da datteren Hanne blev gift med Peter Nygaard, der var søn fra Søndergaard. Da vi kørte fra kirken i gårdens lukkede vogn sad præstefruen og talte om, at det var dejligt at se sådan en brud. Gennem forskolelærerinde frk. Østergaard vidste jeg, at det ikke var så idyllisk, for Hanne var blevet forelsket i lærer Grell - de havde haft en rolle som forelsket par i en dilettant- forestilling. Han var heldigvis blevet indkaldt som soldat og var ikke med ved bryllupsfesten. Gennem samme kilde, altså frk. Ø., fik jeg at vide, at det også var galt med datteren på den store gård, Sjølundgaard, Litten Ravn. Hun havde været på årskursus i gymnastik, og var der blevet forlovet med en lærer fra Randers, Peter Ravn. Hun ville helst have vært fri for at blive gift og sagde det til sin mor, men fik at vide, at det ikke kunne forandres nu, da kogekonen var bestilt o.s.v.

Det var Johannes Himmelstrup, hun hellere ville ha' haft. Han var vist en ombejlet person. Helga Bundgaard (B.s datter) kom en aften ind til mig, da hun kom fra gymnastik på højskolen - Skamlingsbanke-højskolen, hvor Georg Himmelstrup var forstander; hun sagde da:"Aah Dams, jeg er sørme så forelsket i Johannes H". Nå, den forlibelse gik da over igen, og Helga blev gift med lærer Grell. Navnet Dams havde præstens lille søn givet mig, da jeg de 4 første måneder boede i præstegården, mendens min lejlighed blev lavet i stand. Anden- og tredielæreren havde tidligere haft en stue og forstue hver. Disse rum blev nu slået sammen til en lejlighed.

Da min søster Hanne havde taget eksamen på Odense Forskoleseminarium, kom hun til Vejstrup og boede hos mig, og da lavede hun mad til os. Hun sad og skrev ansøgninger om vikarpladser. En dag stod der i Folkeskolen, at der var (en) vikarplads ledig i Brande. "Du må af sted straks, lille Dams", sagde Bundgaard, og hun rejste samme dag og fik pladsen, og der mødte hun sin skæbne, da hun der blev kendt med og siden gift med Johs. Hansen, der var lærer ved skolen der, men siden gik ind i politik som socialdemokrat. Som sådan blev han kirkeminister i Staunings 2. ministerium. Han måtte fratræde stillingen kort før tyskerne besatte Danmark 9. april, da der under de truende forhold var blevet dannet et samlings- ministerium.¹¹ Gennem Hanne og Johannes lært jeg socialdemokratiet at kende fra dets smukkeste side, for det lå dem begge meget på sinde at hjælpe dem, der trængte dertil. Engang blev en tyv ført i retten, og der blev sagt til ham: "Den pæne jakke, De har på, har de vel også stjålet? Nej, den har lærer Hansen givet mig." Der blev sendt bud efter Johannes H., som kunne bekræfte mandens udsagn. Engang da jeg besøgte dem, kom der en meget svækket gammel kone og spurgte, om der ikke snart blev bygget et alderdomshjem. Johannes forklarede hende, at der var forhandlet om sagen i sognerådet, hvoraf han var medlem, Hanne lavede kaffe og snakkede med hende. Næste dag kom hun igen, og det samme gentog sig med forklaring og kaffedrikning. En del år efter, da Johannes var blevet minister, blev dette alderdomshjem virkelighed og Hanne var da inviteret med til indvielsesfesten, det må have været efter Johs' død. De boede i en stor, smuk lejlighed på Østerbro.^11a

Som jeg før har fortalt, var familien Bundgaard meget gode imod mig; når jeg vendte hjem fra julerejsen - til Kr. i Hjortlund og min familie på Thyholm - så kom Bundgaard ned på stationen og hentede mig og tog mig med hjem til aftensmad, og bagefter kunne jeg så gå ind til mig selv, hvor der var fyret op i stuen og sengetøjet lagt derind for at blive varmet op. I soveværelset var der ingen kakkelovn. Der var tillige et mindre værelse, hvor jeg i en periode havde en logerende, nemlig en ung pige fra sognet, Kirstine Damkjær. Hun var elev på Frk. Langs Seminarium i Silkeborg, men klarede sig ikke godt i regning, så fik hun af frk. Lang lov til at bo hjemme og så tage undervisning i regning og mathematik. Hun kom så, når vi var færdige i skolen og jeg underviste hende i nogle fag, navnlig regning; så skulle hun rejse til sem. og gennemgå et repetitionskursus fra 1. april. Det var meget hyggeligt, og det førte til et varigt venskab, som varede til hun døde 80 år gammel.

Da Kristian var blevet indkaldt til sikringsstyrken i august 1914, var hun lige blevet færdig med sin uddannelse, og jeg fik så lov til at få hende som vikar,¹² da det var rarere for mig som ventede vort første barn, end at have en fremmed ung lærer. Tingjellinge skole lå så ensom mellem to små landsbyer. Hun klarede stillingen godt, stor og myndig af væsen - hendes eksamen var ikke stor - og det var jo også rart for mig med en vikar, der både vaskede bleer og gik på indkøb for mig. Hanne kom og passede mig, da jeg lå i barselsseng, og de to havde det festligt med hinanden, de skålede med den vin, som jeg fik foræret, og så sang de "Bravo Bravissimo". Ellen Henriksens far, Købmand H. skrev en anbefaling for hende og fik forældre til skolebørn til at skrive under, og den anbefaling skaffede hende siden de stillinger, hun søgte. Ditte Damkjærs forældre ville nødig,¹³ at hun skulle gå den lange ensomme vej ud til Damkjærgård på mørke vinteraftener, og så fik hun sin seng op i mit gæsteværelse, som ellers stod tomt.

Jeg begyndte straks, da jeg nu tjente penge, at sende 50 eller 25 kr. om måneden til mine kreditorer derhjemme, og det var ikke let, da jeg jo havde måttet anskaffe mig møbler til min stue (Da var det præsten, som tilbød mig at låne mig penge dertil) men så sagde Bundgaard en dag: "Det kan du jo ikke holde til. Mads (det var frk. Ø, hun hed Madsine, men mellem os blev det til Mads), vi to kan gå i kaution for dig, så du kan låne i S.Bjært sparekasse, hvad du nu skylder, så bliver det mere overkommeligt for dig". Sådan gik det, og jeg rejste om natten før Skærtorsdag 1910 hjem til Thyholm og gik så rundt til mine kreditorer og betalte. Jeg tilbød renter, men det var der ingen, der ville ha'.

1. februar 1914 rejste jeg fra Vejstrup efter at ha' taget afsked med skolebørnene og mine kolleger, som havde givet mig dejlige gaver: 5. og 6. klasse gav mig en smuk frugtskål, 3. og 4. klasse en mindre skål til strøsukker og af lærerpersonalet 2 sølvskeer (3-tårn) med inskription "Kristian og Dams". Så havde jeg møbler til en dagligstue foruden kommode og seng samt en del sengetøj, som jeg havde købt hos moster Titte, ligeledes sengelinned, håndklæder og viskestykker, og min gæld var betalt på nær et par hundrede kr., jeg skyldte min far. Jeg husker tydeligt, at jeg sagde til mig selv: Jeg kan næsten have grund til at sige i lighed med Jakob som sagde: "Med min stav drog jeg fordum over Jordan, og nu er jeg blevet til to hære".

_________________________

10.

Arnold Vangs bog 'Vancouver danske kirke 1937-1962: Den danske menigheds oprindelse og aktivitet gennem årene' indeholder 47 sider og blev udgivet i 1962. Bogen er at finde på 'Det Kongelige Bibliotek' (SDLs bem).

11.

Johs. H. udtrådte af regeringen ved dens omdannelse i juli 1940 (EDHs bem).

11a.

Det kniber vist lidt med omtalen af rækkefølgen af begivenhederne (EDHs bem).

12.

Her forekommer et brud på kronologien. Omtalte vikariat må vedrøre tiden efter at Ellen og Kristian var blevet gift og bosat i Tingjellinge på Sydsjælland (EDHS bem).

13.

Hermed vender erindringerne tilbage til Ellens bolig i Vejstrup (EDHs bem).

Så var jeg parat til at holde bryllup med Søren Kristian, som jeg havde været forlovet med i c. 7 år. Vi blev viet i Vallekilde valgmenighedskirke, som moster Titte var medlem af, og hos hende var en festmiddag, hvori deltog hendes mands familie, og til kaffe om aftenen var indbudt nogle venner, bl. a. den gamle professor H. C. Frede- riksen¹⁴. Jeg har et smukt "juledigt", som han har skrevet, men jeg husker ikke, om vi fik det ved den lejlighed. Moster Titte havde - uden at jeg vidste det - indbudt Kristians bror Herman og min søster Hanne, som de to søskende, der stod os nærmest. Hanne kom, Herman, som var elev på Skaarup seminarium, skrev, at han ikke havde råd til rejsen. Vi var begge to af så talrige familier, at det var umuligt at invitere dem alle. Hjortlund skole, hvor Kristian havde virket de første år, lå meget ensomt, omgivet af hede, så jeg havde ikke rigtig kunnet tænke mig at bo der. Mens han var soldat i Næstved, søgte han ledige embeder og havde fået stilling som lærer og kirkesanger i Tingjellinge pr. Dalmose. Han havde været der fra 1. oktober, men nu flyttede jeg så ind til ham, og det blev et lykkeligt samliv, fordi Kristian var sådan et godt menneske, mere indstillet på at hjælpe andre end på selv at få så mange af livets goder som muligt. Da han døde 15. oktober 1975, blev jeg meget ensom. Dog må jeg være glad for mine 3 børn, som alle er gode mod mig.

Der står i en gammel salme: "Guds engle er så mange slags, som dage i et år". Jeg har oplevet at disse ord er sande, for selv om min forstand var god nok, har jeg nogle gange handlet så tankeløst, at der kunne ha' sket store ulykker. Engang da Erik var 5-6 år, havde vi været på besøg hos moster Titte i Hørve og rejste derfra med Hørve-Værslev banen, hvor vi skulle skifte og med et tog til Slagelse. Jeg havde ikke køreplan og gik derfor ud i forhallen for at se på planen, der hang på vægen. Mens jeg stod derude, hørte jeg et tog køre forbi uden at standse, men tog mig ikke af det. Da jeg kom tilbage sagde en mand, som gik på perronen: De må være glad for, at jeg var her; der kom et vindpust og rev kasketten af Deres drengs hoved. Den blæste ud på skinnerne, og han fulgte efter for at samle den op. Så kom altså dette tog, men jeg fik i sidste øjeblik trukket ham op. Jeg takkede selvfølgelig manden hjertelig.

Engang da vi boede i den gamle skole, var jeg sammen med Grethe gået op ad trappen til de to soveværelser deroppe. Jeg glemte at lukke lemmen ned, da jeg gik ind i det største værelse. Grethe ville hjælpe til og fik fat i overlagenet - dengang havde vi ikke dyne- betræk - hun trak hårdt til med det resultat, at hun gik bagover og styrtede ned ad trappen. Hun kunne have brækket halsen, hvis ikke lagenet var blevet standset af et par store søm. De var vist anbragt der, for at man kunne hænge viskestykker der. De blev helt bøjet på grund af hendes vægt og hun kom slet ikke til skade.

Engang var det Kristian, der kom til at være en frelsende engel. Det var da Erik og Dik boede i København. Vi var kommet ind med et tog på underjordisk spor og var lige begyndt at gå op ad trappen. Da kom en ung dame farende og løb udenom os, men stødte foden mod kanten af trappetrinnet. Hun styrtede bagover, så hendes skørter faldt ned over hendes hoved, idet kroppen stod som en bue. Så stak Kristian hånden - den venstre - ud og greb hende i ryggen, så hun undgik at slå hovedet ned mod cementgulvet. Det kunne ellers have fået frygtelige følger. Hun tænkte kun på at få tøjet bragt på plads og løb så videre uden at sige tak.

Gennem vor præstefrue her i Himmelev er jeg kommet i forbindelse med to af mine gamle elever, Else og Niels Nygaard, som er gift med hinanden. Else skrev: Jeg må nok skrive du til dig. Vi holdt af dig, og Niels siger: Frk. Damsgaard var den, der lærte mig mest.

 

21. april 1978 Store Bededag
Nu er der gået et par år siden jeg sidst skrev i denne bog, og der er sket det triste, at mit syn er blevet meget svækket, så jeg dårlig kan se linjerne. Navnlig det højre øje er dårligt, læse kan jeg kun ved hjælp af et forstørrelsesglas og af håndarbejde er der kun hækling tilbage. Til brug her i hjemmet hæklede jeg først 40 dækkeservietter i forskellige farver, senere 38 gule, som blev brugt i Påsken. Nu hækler jeg lyserøde dækkeservietter af finere garn og derfor senere at lave, men betalingen er stadig 5 kr. for hver. Men det har mindre betydning med arbejdslønnen, jeg er glad, så længe jeg er i stand til at udføre noget med mine hænder. Jeg havde håbet, at jeg snart kunne komme til øjenlæge og så få stærkere briller, men nu har jeg fået t vide, at jeg kan komme dertil d. 25 august, altså om c. 4 måneder.

9. marts fyldte jeg 90 år. Jeg havde af forstanderinde fru Kildegaard fået lov til at låne spisestuen, hvor der var dækket et langt bord med rød dug og så blev der serveret kaffe m. smurte boller, lagkage og småkager, og så inviterede jeg børn, børnebørn og oldebørn; der kom 24, nogle var forhindret. Også onkel Karl og Johanne var med. Jeg fik mange gaver mest blomster, men også en varm slåbrok og - hvad jeg havde ønsket, en storsidet salmebog. Også fra mange af mine søskendes børn fik jeg breve og gaver. Fra Julie og Hans Lundberg i Esbjerg en meget smuk sammenplantning, hvoraf det meste er fint endnu. Der var breve fra Helga, Rigmor og Mary. Moster Hannes søn Mogens, der er ingeniør i Kalundborg, kom herind - han var på vej til København - med en buket og en stor æske chokolade.

 

27-5-78
Til sidst vil jeg skrive lidt om mit forhold til kirke og kristendom. Som barn lærte jeg af mine søstre Kirsten og Kristine at bede aftembøn, det var mest det lille vers: "Bevar, o Gud i nat min fader og min moder, vort land, vor by, vort hus, min søster og min broder, luk du hvert øje til, hvor tårer står, så en morgen ny, vi igen skue må" og somme tider var det verset "Bed o Jesus, bed for mig, bed mig ind i Himmerig, der at leve, der at bo, i en evig fryd og ro. Lad mig altid elske dig, du som beder godt for mig. Gud vær mig nær, Gud hør min bøn, og det for Jesu skyld, Amen." Dette vers er endnu en del af min aftenbøn.- Provst Paludan var vist ikke nogen stor prædikant, men fra præstegården blev der øvet megen kærlighedsgerning. 2 gange har jeg holdt sommerferie der og nærmest blevet behandlet som hørende til familien. Megen god mad blev båret ud til gamle og ensomme, og børn blev taget i pleje, hvor moderen var syg.

Bliv hos mig, kære Herre Krist, når det mod natten stunder; er du hos mig, da ved jeg vist, at sødelig jeg blunder. Bliv hos mig til min sidste stund, og sig til mig i dødens blund: Jeg dig til himlen fører.

Mit sind er fuldt af taknemmelighed, bl.a. fordi jeg har gode og dygtige børn og børnebørn. Også med opholdet her på plejehjemmet er jeg tilfreds. Vi får god mad og får fodpleje og hårpleje samt et ugentligt bad. Når dertil kommer, at personalet er venligt og hjælpsomt ja, så synes jeg ikke, man kan forlange mere. Det giver også en ... (ikke afsluttet. EDHs bem.).

 

November 1978
Mit syn er nu meget svækket, så jeg ikke /kan/ lave ret meget håndarbejde, kun lidt hvidt hæklearbejde kan næsten ikke læse.

- - - - - -

Hermed slutter nedskrivningen i notesheftet. Ellen døde kort efter sin 93-års fødselsdag, i det tidlige forår 1981. Hun blev begravet pa Østre Kirkegård i Roskilde.

Ellens i forordet omtalte kladdebog kan læses her.

_________________________

14.

1840-1921. En i sin samtid kendt pædagog og skolemand med et omfattende forfatterskab bag sig. I sine senere år knyttet til Vallekilde Højskole (EDHs bem).